MIRAKLERNES TID ER IKKE FORBI

Ugebladet 22/2/2006 (www.ugebladet.dk)

 Familien Falcks to mirakler

Tvillingerne Amalie og Sofie blev født tre måneder for tidligt - og overlevede. Det har deres forældre skrevet en bog om

Af Peter Klar

HØRSHOLM: Amalie er en stædig og temperamentsfuld 6-årig pige.
Ifølge hendes mor, Bonnie Falck, kan datterens stædighed og temperament tilskrives en ekstraordinær livskraft, der stammer fra det faktum, at Amalie sammen med sin tvillingesøster Sofie blev født tre måneder for tidligt i svangerskabets 27. uge.
Mens Sofie vejede 1.220 gram og målte 36 centimeter, vejede Sofie blot 475 gram fordelt på 29 centimeter. Årsagen til den store forskel på tvillingerne skyldes en syg moderkage eller rettere diagnosen 'tvilling til tvilling transfusionssyndrom', der gjorde et kejsersnit påkrævet.

Verden var pludselig af lave
Efter en rutinescanning af tvillingefostrene var verden pludselig af lave, og en families tilværelse blev vendt op og ned.
Amalie var indlagt et halvt år, og først da hun var to et halvt år, stoppede hun med at gå regelmæssigt til kontrol.
Nu har hendes forældre, Bonnie og Peter Falck, selv udgivet en bog, 'Miraklernes tid er ikke forbi', med deres ærlige og åbne beretning om det dramatiske forløb.
Bogen beskriver blandt andet, hvordan det føles at føde så meget for tidligt, og hvad det indebærer af op- og nedture.
Den fortæller også, hvordan det er at have et barn indlagt i mange måneder, og hvordan man tackler det at have ældre søskende.

Der er brug for den
"Bogen er ikke kun udtryk for navlepilleri. Selvfølgelig har vi skrevet den for vores egen og vores børns skyld, men den er også skrevet til de forældre, der kommer ud i en lignende situation. Hvis en bog som denne havde fandtes, ville vi selv have benyttet den. Der er brug for den. Der bliver født stadig flere børn for tidligt, og intet tyder på, at kurven vil knække. Det er vores håb, at denne bog vil informere, forberede og ikke mindst give håb for forældre, der kommer ud for en lignende situation," siger Bonnie Falck.
Hun begyndte på bogen, mens familien befandt sig i USA, hvor hendes mand Peter Falck var udstationeret.

Bogen var en nyttig opgave, jeg gav mig selv
"Vi boede i USA i fire år, og bogen var en nyttig opgave, jeg gav mig selv. Først halvandet år efter pigernes fødsel læste jeg alle de forklarende mails, som min mand under det lange forløb havde sendt til vores familie, venner og bekendte. Samtidig havde min mand hver dag gjort enkelte notater om de små og store hændelser på hospitalet og udviklingen i børnenes tilstand, og dén lille bog med notater er bogens skelet," forklarer Bonnie Falck.


I april 2005 vendte familien, som også tæller storebror Christoffer, igen hjem til huset i Hørsholm.
Amalie og Sofie går i dag i hver sin børnehaveklasse på Hørsholm Skole, hvor storebror Christoffer går i 2. klasse.
Normaliteten har indfundet sig for familien Falck og dens to seksårige mirakler.
"Det kan godt være, at bogens titel ikke er den mest opfindsomme, men det var sådan, vi følte det," siger Bonnie Falck.

Publiceret: 22. Februar 2006 05:00